WHITE NOISE  by Julie Damgaard  (MA in Art History), 2012. 


(For Danish version please stroll down).


It is a promising idea.

Being able to rewrite history. Erase our past, our mythologies, our theories and laws of nature. And start over.

The white surface offers a limitless potential. It is this infinite field of possibilities, which is the starting point for Sophie Hjerl’s works in the exhibition Consistency; it is in this frequency range that the artist operates.

Sophie Hjerl’s works are noise on the line we normally use to send and receive. The pieces – installation and video – are relating to the body and the concepts which are our, but they twist our world out of shape. Just as white noise the works by Hjerl are signals, that allows all frequencies both inside and outside the human perception spectrum, to be represented with equal power.

The so-called naturalistic imagery is only part of her expression. She pulls the matter, which our familiar world is done by, out of joint, in order to raise the awareness of and challenge the traditional idea goods we carry around. Her works can be seen as a showdown with a Stalled tradition and thereby as openings to a new realization.


In Consistency Hjerl paves way for a rethinking of the various spheres, private, national and global, that all of us at any time move in. As installed on Jens Nielsen & Olivia Holm-Moller Museum, Holstebro, the visitor is led via a series of ramps through three rooms, all of which act as a kind of obstacle for our mental constructions and helps blow apart the nicely structured, established frameworks of understanding that we have set for ourselves. The first work, the visitor enters is 1 – 200 to 7,000,000,000. The title is a reference to our planet, a planet with approximately 200 sovereign nations and about 7 billion inhabitants. But the figure 1 also contains an implicit reference to the individual, the viewer of the work, which is present in both the work and the world,

as part of both.

1 – 200 to 7,000,000,000 indicates a worldview, a simultaneously concrete and abstract way to describe the Earth, which can be difficult – indeed, almost impossible – to grasp. The room is filled with flagpoles, all of little more than average body height, which either lean against the walls or lie on the floor. Each pole represents one of the flag’s nations, but the flags, either suspended from or wound around the poles, are white. Any national characteristics or features are deleted.

The white flags are like unwritten pages – a manifest historylessness that surrounds the viewer on all sides. As abandoned or rejected identities, the flags remain as markers of a world where boundaries and borders are abolished, where whatever is left standing can easily collapse, and where new ideologies, self-perceptions and conceptual elements are waiting in the wings, ready to ‘raise the flag ’. Located in space as a physical body, among other physical bodies, the visitor is encouraged to look at the world she knows with new eyes. Purged as they are of information and meaning, the flags lose their status as carriers of national state significance and thereby gives the viewer a unique and brief opportunity to ’reset’ conceptually, and make room for questions such as: What happens if we suddenly remove elements from the flag-order, we know? Does our world fall apart? And what does it do for our self-image and identity? Would I be able to speak frankly and let me wrap myself in a total contextlessness?


Identity and reset are also key concepts in the work Perspective 1 & 2, located on the exhibition’s other ‘deck’. Moving away from a global or national approach, the spectator here goes a ‘layer’ down to a more personal level. Standing between two video projections, which turn on and off alternately, the viewer observes a virtual road, from two different perspectives. As in Hjerl’s other video work, for example Curtain Calls (2003) and Beginnings: Waiting (2009), sound is included here too as an essential element and supports the almost physical effect that the projections have on the viewer.

In both projections the artist deploys a space for the viewer which, with the introduction of a black monolith as a central, iconic element and the mixing of something mundane and sublime carries clear references to Stanley Kubrick’s science fiction film 2001: A Space Odyssey. Like Kubrick’s film Hjerl’s video work is also a basic visual, nonverbal experience that is carried through image and sound effects, and reaches the viewer on a subconscious level. An inspiration from some of the earliest marketed video games, which also used items from Kubrick, is also evident in Hjerl’s double piece. The three-dimensional space has a certain flatness about it, and the forms that appear in the videos are far more basic and ‘serious’ than those we know from the realistic simulations, we now feel at home with in particular through computer games. In Perspective 1 & 2 past and future are linked in one concise now.

The space that opens up to the viewer’s gaze on the white canvas surface, starts on both screens as a single black line, from which a coupling of an urban and landscape takes shape. In one projection we move through this urban landscape along a straight path alongside which forms arise, are transformed and dissolved until the elements of the boundless terrain suddenly disappear, the road widens and the picture again is reduced to a single line – the area’s horizon line –, which is then divided in the middle and pulled to the sides. The city landscape is unknown and in constant process, with rectangular monoliths that stand as doors towards nothingness, which are then turned into building foundations and treetops that tilt and shoot into space like meteorites. General laws of nature are repealed, yet we navigate safely in this 3D universe with a rendering that identifies the frontal, ‘straightforward’ perspective as familiar and plausible. In the second projection, the entire video sequence is rotated in such a way that the viewer’s gaze can no longer find a natural foothold in virtual space. The city landscape just viewed, is now completely distorted. It is seen from impossible angles and opens up new, dizzying perspectives. The overbearing drone sound that navigates within a sound field that conventional speakers cannot be adjusted to enhances the unsettling feeling of bodily imbalance and transcendence.


Like the installation 1 – 200 to 7,000,000,000, this double projection is also created on a ground of white surfaces and numeric codes, specifically those that configure the virtual, computer-generated space that has become a part of our daily lives; spaces that are not real, but instead are intangible environments based on abstract entities.

Where 1 – 200 to 7,000,000,000, in contrast to Perspective 1 & 2, are physically present, the flags are nevertheless, in principle, images of some intangible constructs and conventions, which may be compared with the digital structures that are “behind” the computer animated universe. To rearrange the numeric codes that create the digital world and thus distort the image almost beyond recognition as experienced in Perspective 2, appears thus as a natural reflection on the dissolution of conventional symbolism, which is relevant in 1 – 200 to 7,000,000,000, and which contributes to the fact that the flags are left as blank white surfaces. ‘Reuse’ of an empty flagpole as a central picture element at the beginning and end of the Perspective projection only emphasizes the parallels between the two works.

Perspective 1 & 2 emphasizes the illusions and even glamor that we build our identities around; in particular the virtual in Second Life or on social platforms and dating sites.

In the virtual space, we can at any time choose to ‘reset’ and externally bring a new perspective on our actual lives – yes, even to the point of changing our age, thus circumventing linear time – but we should ultimately be aware that the line that we draw, can also be read as a point, depending on the angle it is viewed from.



From a personal level, the viewer enters through a final ramp a ‘layer’ further down. With the video work Focus, Hjerl deals with some more mythological, archetypal and unconscious layers. Where we previously have directed our gaze upwards to read the flags and inwards to decode the computer-generated reality, we now look downwards- down into a room that comes close to human nature and some of the larger questions of existence.

Like Kubrick’s title 2001: A Space Odyssey revealed an enthusiasm for Homer’s Odyssey, in whose longing to explore and understand sea mystery he saw a clear parallel to the present human desire to experience and conquer space, so too Hjerl gets inspiration from Greek mythology.

In Focus, a white-clad woman appears seen from above in a perspective that is as unusual as that in Perspective 2. With a stone hanging around her neck, she spins around herself, so that the stone is held by rotation on her body. The floor beneath her is divided into square tiles – a grid that also appear in the Perspective double projection, and is accentuated by the precise, straight centre-parting, which crowns the top of her head.

The woman is on the one hand locked in, not just by the grid its borders, but also by the duty it is to keep the stone around her neck in constant motion, and on the other hand it is as though she has taken on this task voluntarily, with great dynamism and independence, and is not limited by choices.

The work is a paraphrase of the Greek myth of Atlas, the mighty giant who bore the firmament on his head and his arms, but differs from this at key points. Homer describes Atlas as a cruel giant who ‘knows the depths of the sea and bears the long columns that separates heaven and earth’. Whereas Ovid and other poets state that Atlas was a rich King who Perseus turned to stone, to the mountain named after him. In older works of art the sky is depicted in several places as a rock, resting on Atlas’ neck. From this image, there is only a short mental jump to Sophie Hjerl’s portrayal of a young woman with a stone around his neck, which she – with the stamina of Sisyphus – keeps swinging.

The ‘Image’ contains a direct reference to the heritage that is ours, that we wear around our necks like a heavy stone, and which may seem impossible to get rid of, but is also a break with this legacy and an indication of new readings, observations and understandings. Unlike Atlas, who stood firmly fixed to the firmament on his head, the young woman is in motion. With a dancer’s energy and focus she tries to balance the world’s mental and physical condition – the two parallel sides of human existence – that seems to cast their own shadow on the floor beneath her.


The woman’s strenuous efforts can be seen as an attempt to provide a balance between the conscious and unconscious aspects of human nature and thus a more holistic worldview where soul and body, myth and science, are no longer perceived as distinct entities, but can be joined together. A stance where the statutory conceptions of world order can be rearranged so as to make room for new ideas. Focus turns our attention to the fact that this – not to fall into indifference and apathy – is crucial to be both moving and IN MOVEMENT, to be able to step away from the ‘master plan’ and regard it with an objective glance, to read between the lines and draw outside the lines, and not at least have the courage to disturb the divine order and take responsibility for our actions. Only in this way do we develop as people.

Focus is an input to the challenge of the traditional ‘balanced’ story of body and soul as something respectively external and internal. The stone being slung around the woman’s body like an electron around a nucleus may in reality be an image of a soul that moves in projecting orbits around the body, and which, like a quantum electron can be in several places at once; an image that is far removed from the typical one of the soul retained in the body shell. Focus may be experienced, in other words, as a dynamic interaction between body and soul and suggests the influence that the two entities have on each other.


The exhibition Consistency unfolds on three different levels, but kept in force by the common ground of the white surfaces. The consistency in Hjerl’s exhibition is, as in her earlier works, a consideration of the body – especially that of the viewer – together with movement and sensuality. All works thus encompasse a universal aspect and relate to the viewer, in one way or another key elements of time and space, even if it is the collapse of those elements that is at stake. In an explorative manner, Hjerl holds up a magic mirror in front of the world that is ours so as to let us see – instead of the normal reflection – some of the structures we build our worldview and in that way cleanse our vision. This challenge of perception makes Hjerl’s works into primal views – ’first impressions’: revelations of a hidden power of transformative images within a so-called naturalistic image-universe. The works are explorations of the start and end points as well as the paths between these points, which bend and stretch and sometimes arrive at a dead end.

By consistently moving in the borderland between physicality and immateriality Hjerl is helping to form cracks in the reality we know and take at face value. Her works are, despite the continuous use of non-physical, digital media, sensuous touches that are stuck in the body’s memory. Their compression of temporal and spatial extents, interpolation of various narratives and their fusion of opposing forces makes them extremely compact and – along with the sound or music which accompany them – provides the works with an urgent and haunting nature. Through their insistence, they prick at not only the body but also ultimately to all layers of consciousness.


HVID STØJ af Julie Damgaard (mag. art . i kunsthistorie), 2012


Det er en forjættende tanke.

At kunne skrive historien om. Udviske vores fortid, vores mytologier, vores teorier og naturlove. Og starte forfra.

Den hvide flade rummer et grænseløst potentiale. Det er dette uendelige mulighedsfelt, der er udgangspunktet for Sophie Hjerls værker på udstillingen Consistency, det er i dette frekvensområde, kunstneren opererer.

Sophie Hjerls værker er støj på den linje, vi normalt sender på. Værkerne – installation og video – forholder sig til den krop og det begrebsapparat, der er vores, men vrider vores verdensbillede ud af facon.

Ligesom hvid støj er Hjerls arbejde et signal, der tillader alle frekvenser både inden- og udenfor det menneskelige opfattelsesspektrum at være repræsenteret med lige stor effekt. Den såkaldt naturalistiske billedverden er således kun en del af hendes udtryk. Det stof, som vores velkendte verden er gjort ad, hiver hun af led, for dermed at bevidstgøre os om – og udfordre – det traditionsbundne idé-gods, vi slæber rundt på. Hendes værker kan ses som opgør med en fastlås overlevering og dermed som åbninger mod en ny erkendelse.


På Consistency baner Hjerl vej for en gentænkning af de sfærer, vi alle til enhver tid færdes i, både de private, nationale og globale. Via et rampeforløb (som installeret på Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet, Holstebro) ledes beskueren gennem tre rum, der alle fungerer som et slags benspænd for vore mentale konstruktioner og er med til at itusprænge de pænt strukturerede, fastlagte forståelsesrammer, vi har sat for os selv. Det første værk, beskueren træder ind i er 1 – 200 – I titlen ligger en reference til vores klode, 1 planet med ca. 200 flagnationer og ca. 7 milliarder indbyggere. Men 1-tallet rummer også en implicit henvisning til det enkelte menneske, beskueren af værket, der er til stede i både værk og verden, som en del af begge.

1 – 200 – angiver én verdensanskuelse, en på en gang kontant og abstrakt måde at skildre den Jord på, der kan være svær – ja, nærmest umulig – at begribe. Rummet er fyldt med flagstænger, alle i lidt over gennemsnitlig kropshøjde, der enten står lænet op ad væggene eller ligger på gulvet. Hver stang repræsenterer en af verdens flagnationer, men de flag, der enten hænger fra eller er viklet om stængerne, er hvide. Ethvert nationalt kendetegn eller særpræg er slettet.

De hvide flag er som uskrevne blade – en manifest historieløshed, der omgiver beskueren på alle sider. Som efterladte eller forkastede identiteter står flagene tilbage som markører over en verden, hvor skel og grænser er ophævet, hvor det bestående så nemt som ingenting kan falde, og hvor nye ideologier, selvopfattelser og begrebsbestemmelser står klar i kulissen, parat til at ’hejse flaget’. Placeret i rummet som et fysisk legeme blandt andre fysiske legemer anspores beskueren til at betragte den verden, hun kender, med nye øjne. Renset som de er for information og ladning, mister flagene deres status som nationalstatslige betydningsbærere og giver dermed beskueren en særegen mulighed for i et kort sekund begrebsligt at ’nulstille’ og gøre plads for spørgsmål som: Hvad sker der, hvis vi pludselig trækker elementer ud af den flag-orden, vi kender? Styrter vores verdensbillede da sammen? Og hvad gør dét ved vores selvopfattelse og identitet? Kunne jeg være i stand til at tone rent flag og lade mig indhylle i en fuldstændig kontekst-løshed?


Identitetsdannelse og nulstilling er også centrale begreber i værket Perspective 1 & 2, der er placeret på udstillingens andet ’dæk’. Fra en global eller national indgangsvinkel, træder beskueren her et ’lag’ ned, til et mere personligt niveau. Stående mellem to videoprojektioner, der tænder og slukker på skift, betragter beskueren en virtuel vejstrækning fra to forskellige synsvinkler. Ligesom i andre af Hjerls videoarbejder, f.eks. Curtain Calls (2003) og Beginnings: Waiting (2009), indgår lyd også her som et væsentligt element og underbygger den næsten fysiske effekt, projektionerne har på beskueren.

I begge projektioner udruller kunstneren et rum for beskueren, der med introduktionen af en sort monolit som et centralt, ikonisk element og sammenblandingen af noget banalt og sublimt bærer tydelige referencer til Stanley Kubricks science fiction-film 2001: A Space Odyssey. I lighed med Kubricks film er også Hjerls videoværk en grundlæggende visuel, nonverbal oplevelse, der bæres igennem af billed- og lydeffekter og rammer beskueren på et underbevidst plan. Inspirationen fra nogle af de tidligst markedsførte videospil, der i øvrigt også hentede elementer fra Kubrick, er ligeledes tydelig i Hjerls dobbeltværk. Det tredimensionelle rum har en vis fladhed over sig, og de former, der optræder i videoerne, er langt mere basale og ’grove’ end dem, vi kender fra de realistiske simulationer, vi i dag færdes hjemmevant i via bl.a. computerspil. I Perspective 1 & 2 kobles fortid og fremtid således i ét prægnant nu.

Det rum, der åbner sig for beskuerens blik på den hvide lærredsflade, starter på begge skærme i en enkelt sort streg, hvorfra en kobling af et by- og landskab tager form. I den ene projektion bevæger man sig gennem dette by-landskab ad en lige vej, langs hvis sider former opstår, transformeres og opløses, indtil det grænseløse terræns elementer pludselig forsvinder, vejen udvider sig og billedet igen reduceres til en enkelt streg – områdets horisontlinie – der deles på midten og trækkes til hver sin side. By-landskabet er ukendt og i konstant proces, med rektangulære monolitter, der står som døre mod intetheden for siden at forvandles til husfundamenter, og trætoppe der tilter og skyder ud i rummet som meteoritter. Almindelige naturlove er ophævet, men alligevel navigerer vi sikkert i dette 3D-univers via et blik, der identificerer det frontale, ’ligefremme’ perspektiv som velkendt og plausibelt. I den anden projektion er hele videosekvensen drejet på en måde, der gør, at beskuerens blik ikke længere finder naturligt ’fodfæste’ i det virtuelle rum. By-landskabet, som man netop har haft ’overblik over’, er nu helt forvrænget. Det ses fra umulige vinkler og åbner for nye, svimlende perspektiver.

Den anmassende drone-lyd, der navigerer indenfor et lydfelt som almindelige højttalere ikke kan indstilles til, forstærker den urovækkende følelse af kropslig ubalance og transcendens.


Ligesom installationen 1 – 200 – er også dobbeltprojektionen skabt på baggrund af hvide flader og talkoder, nemlig dem, der konfigurerer de virtuelle, computerskabte rum, som er blevet en del af vores dagligdag; rum, der ikke er virkelige, men i stedet immaterielle miljøer bygget på abstrakte enheder. Hvor 1 – 200 –, i modsætning til Perspective 1 & 2, er fysisk tilstedeværende, er flagene ikke desto mindre principielt set billeder på nogle uhåndgribelige konstruktioner og konventioner, der kan sammenlignes med de digitale strukturer, der ligger ’bagved’ det computeranimerede univers. At omgruppere de talkoder, der skaber den digitale verden og dermed vride billedet til næsten uigenkendelighed, som det opleves i Perspective 2, fremstår dermed som en naturlig spejling af den opløsning af konventionel symbolik, som gør sig gældende 1 – 200 –, og som er medvirkende til at flagene står tilbage som tomme, hvide flader. ’Genbrugen’ af en tom flagstang som et centralt billedelement i begyndelsen og slutningen af Perspective-projektionen betoner blot paralleliteten mellem de to værker.

Perspective 1 & 2 understreger de illusioner og sågar blændværk, vi bygger vore identiteter – i særdeleshed de virtuelle i Second Life eller på sociale platforme og dating sites – op omkring. I de virtuelle rum kan vi til hver en tid vælge at ’nulstille’ og udadtil anlægge et nyt perspektiv på vores faktiske liv – ja, endog foretage et aldersskifte og dermed omgå den lineære tid – men vi bør i sidste ende være opmærksomme på, at den streg, vi tegner, også kan aflæses som et punkt, afhængig af den vinkel, den betragtes fra.


Fra det personlige niveau træder beskueren via en sidste rampe et ’lag’ længere ned. Med videoværket Focus bearbejder Hjerl nogle i højere grad mytologiske, arketypiske og ubevidste lag. Hvor vi tidligere har rettet blikket opad for at aflæse flagene og ’kigget ind’ for at afkode den computerskabte realitet, ser vi her ned – ned i et rum, der går tæt på den menneskelige natur og nogle af eksistensens større spørgsmål.

Ligesom Kubrick med titlen 2001: A Space Odyssey afslørede en begejstring for Homer’s Odysséen, i hvis længsel efter at undersøge og forstå havets mysterium han så en tydelig parallel til nutidsmenneskets ønske om at opleve og erobre rummet, således henter også Hjerl inspiration i græsk mytologi.

I Focus optræder en hvidklædt kvinde set oppefra i et perspektiv, der er lige så uvant som det i Perspective 2. Med en sten hængende om halsen snurrer hun rundt om sig selv, hvorved stenen holdes i rotation om hendes krop. Gulvet under hende er inddelt i kvadratiske felter – et grid, der også optræder i Perspective-dobbeltprojektionen, og som accentueres af den præcise, lige midterskilning, der kroner toppen af hendes hoved.

Kvinden er på den ene side fastlåst, ikke bare af griddets grænser, men også af den dont, det er at holde stenen om hendes hals i konstant bevægelse, og på den anden side opleves det, som om hun har påtaget sig denne opgave frivilligt, med stor dynamik og selvstændighed, og ikke lader sig begrænse af markeringer.

Værket er en parafrase over den græske myte om Atlas, den vældige kæmpe, der bar himmelhvælvet på sit hoved og sine arme, men er på centrale punkter væsensforskellig fra denne. Homer beskriver Atlas som en grum jætte, der ’kender hele havets dybder og selv bærer de lange søjler, som skiller himmel og jord’. Hos Ovid og andre digtere hedder det, at Atlas var en rig konge, som Perseus forvandlede til sten, til det bjerg som fik navn efter ham. I ældre kunstværker afbildes himlen flere steder som et klippestykke, der hviler på Atlas’ nakke. Fra dette billede er der kun en kort mentalt hop til Sophie Hjerls skildring af en ung kvinde med en sten om halsen, som hun – med en Sisyfos’ stamina – holder i svingninger.

’Billedet’ rummer en direkte henvisning til den kulturarv, der er vores, og som vi bærer om halsen som en tung sten, det kan forekomme umuligt at slippe af med, men er samtidig også et opgør med denne arv og en udpegning af nye læsninger, betragtninger og forståelser. Modsat Atlas, der stod fastnaglet med himmelhvælvet på hovedet, er den unge kvinde i bevægelse. Med en dansers energi og fokus forsøger hun at balancere verdens mentale og fysiske tilstand – de to parallelle sider af den menneskelige eksistens, der synes at kaste hver deres skygge på gulvet under hende.


Kvindens ihærdige indsats kan ses som et forsøg på at tilvejebringe en ligevægt mellem de bevidste og ubevidste sider af den menneskelige natur og dermed et mere holistisk verdensbillede, hvor sjæl og krop, myte og videnskab, ikke længere opfattes som skarpt adskilte entiteter, men kan samtænkes.

Et ståsted, hvor den vedtægtsmæssige opfattelse af tingenes orden kan ombrydes og give plads for nye forestillinger. Focus retter vores opmærksomhed mod det faktum, at det – for ikke at falde ned i ligegyldighed og apati – er altafgørende at være både i bevægelse og I BEVÆGELSEN, at kunne træde lidt væk fra den udstukne ’master plan’ og betragte den med et objektivt blik, at læse mellem linjerne og tegne udenfor stregerne, og ikke mindst have mod til

at forstyrre gudernes orden og selv tage ansvar for vore handlinger. Kun herved udvikler vi os som mennesker.

Focus er et indspark i udfordringen af den traditionelle, ’balancerede’ fortælling om krop og sjæl som noget henholdsvis ydre og indre. Stenen, der slynges rundt om kvindens krop som en elektron om en kerne, er måske i realiteten et billede på en sjæl, der bevæger sig i springende baner omkring kroppen, og som i lighed med kvantefysikkens elektron kan være flere steder på en gang. Et billede, der ligger langt fra det typiske af sjælen fastholdt i kroppens hylster. Focus opleves med andre ord som en dynamisk interaktion mellem krop og sjæl og antyder den indflydelse de to entiteter yder på hinanden.


Udstillingen Consistency udfolder sig på tre forskellige niveauer, men holdes i kraft af rodfæstetheden i den hvide flade sammen. Konsistensen i Hjerls udstilling er, ligesom i hendes tidligere værker, indtænkningen af kroppen – ikke mindst beskuerens – samt bevægelsen og sanseligheden. Alle værker rummer således et universelt aspekt og forholder sig på den ene eller anden måde til de for betragteren centrale elementer, tid og rum, også når det er kollapset af disse, der er på spil. På eksplorativ vis holder Hjerl et magisk spejl op foran den verden, der er vores, for – i stedet for den normale refleksion – at lade os se igennem nogle af de konstruktioner, vi bygger vores verdensanskuelse på og ad den vej rense vores blikke. Denne udfordring af perceptionen gør Hjerls værker til primal views – ’førstegangssyn’: blotlæggelser af en skjult strøm af transformative billeder under den såkaldt naturalistiske billedverden. Værkerne er undersøgelser af start- og slutpunkter samt af vejen mellem disse punkter, der bugter og strækker sig og nogle gange ender blindt.

Ved konsekvent at bevæge sig i grænselandet mellem fysikalitet og immaterialitet er Hjerl med til at slå revner i den virkelighed, vi kender og tager for pålydende. Hendes værker er, trods den gennemgående brug af ikke-fysiske, digitale medier, som flygtige, sansbare berøringer, der hænger fast i kroppens hukommelse. Deres komprimering af tidslige og rumlige udstrækninger, sammenskrivning af forskellige fortællinger og fusion af modsatrettede kræfter gør dem ekstremt kompakte og giver – sammen med den lyd eller musik, der gerne akkompagnerer dem – værkerne en påtrængende og uafrystelig beskaffenhed. I kraft af deres insisteren pirker de ikke bare til kroppen, men i sidste ende også til alle lag af bevidstheden.